Mit arbejde og min tilgang

I mit daglige arbejde trækker jeg både på min faglige baggrund, min sunde fornuft, intuition og menneskelige erfaring. Jeg har selv oplevet livskriser som traumer, dysfunktionelle relationer, skilsmisse, stress, depression, angst, sorg og tab – og jeg ved derfor, hvordan det føles at være i lidelse, men også hvordan man kan komme igennem og ud på den anden side.

For mig betyder det meget at være en slags mentor for mine klienter, især når de står i svære livssituationer. Jeg er dybt taknemmelig, hver gang jeg får lov til at være en del af den rejse.

Jeg gør mig umage med at møde mine klienter dér, hvor de er, og jeg mærker ofte tydeligt, hvad de går igennem. I samtalen hjælper jeg med at forløse noget af det svære, ordløse og knudrede.

Jeg tror på, at der altid er håb om forandring. Min overbevisning er, at vi alle kan udvikle os – med mod, vilje, tålmodighed og handling. Og med den rette støtte kan vi sammen finde vejen mod et liv, der føles roligt, trygt og mere balanceret.

Om mig

Jeg har mange års erfaring med at arbejde med børn, unge og voksne, der har været udsat for seksuelle overgreb og traumer. Som psykoterapeut og specialist i klinisk sexologi har jeg både en solid faglighed og en dyb forståelse for de menneskelige processer, der følger med svære livserfaringer.

Ud over mit terapeutiske arbejde er jeg en erfaren underviser og supervisor. Jeg trækker på både min pædagogiske og terapeutiske baggrund, når jeg underviser. For mig er det vigtigt, at undervisningen er praksisnær og anvendelig, så deltagerne kan koble teori til deres egen hverdag.

På mine kurser får deltagerne ikke kun viden og redskaber – de får også mulighed for at arbejde med sig selv undervejs. Det skaber læring, der kan mærkes og omsættes i praksis.